Min morfar hed Jes Jessen, Løgismose. Han var den første formand for Den Sammensluttede Dansk-Belgiske Hesteavl, som DBH hed den gang. Som mange andre i den periode var han optaget af importen af mastodonterne fra Belgien og samarbejdet med de belgiske opdrættere.

I 1930 tager han Landskonsulent, Holger Hansen, med på en rejse til Belgien for at overvære det store hundredårs jubilæumsskue i Bruxelles.

Holger Hansen har senere lavet en fantastisk rejsebeskrivelse fra deres tur. Den handler ikke kun om skuet og heste, men det er et humoristisk tidsbillede og et portræt af en af foreningens foregangsmænd. Jeg gengiver den her i meget forkortet version. Den fulde version kan læses i årsskriftet, årgang 1960.

Biltur til Belgien
skrevet af Holger Hansen

Det var i juni 1930, inden jeg endnu havde betrådt specialiseringens ensporede vej og blevet konsulent for belgisk hesteavl, at jeg kom ud på min første biltur til Belgien og samtidig min første biltur til udlandet.

Formanden for ”Belgierne” på Fyn og resten af landet, godsejer J. Jessen, Løgismose, og jeg blev enige om at rejse til Belgien for at se det såkaldte store hesteskue i Bruxelles. Jessen havde en stor Buick, den slags der var lige så tykke i væggene og solide som en jernbanevogn. Da Jessen heller aldrig havde kørt i bil til udlandet, blev vi enige om at tage turen sammen. Inden vi kom afsted, var vi vokset til to biler. I den ene Jessen og fru og jeg med kone. I den anden en stor fynsk forpagter med sin kone, en bekendt samt en af Jessens døtre.

Vi startede 1.pinsedags morgen fra Løgismose ved Hårby kl. ca. 3 til Assens for at tage færgen til Årøsund ved Haderslev. Men der var allerede så mange, der ville med den lille færge, at alt håb var ladt ude. Til sidst gjorde vi det samme som mange vælgere gjorde ved sidste valg: forlod os på staten og lod den sørge for os. Med statens store jernbanefærge kom vi over Lillebælt, og havde nu det store fastland foran os.

Grænsen blev nået med maksimalfart op ad formiddagen. Vi kom over grænsen, og nu gik det med 45 km’s hastighed i rasende fart sydpå. Godsejer Jessen var som bilist absolut venstremand -modsat i politik. Det modsatte havde utvivlsomt været mindre farligt.
Og vé den højrebilist, der kom i Jessens venstrebane! Det var stærke ord, der kom fra Jessen og kløvede luften. Vi nåede omsider Hamburg. Og kom nogen Jessen på tværs i storbyens trafik, satte han sin solide tommelfinger på tudeknappen, og der blev den, til alle venstre- og højremænd, og hvem der ellers var, flygtede.

(Efter mange trængsler med bilen, benzinparfumerede madpakker og færdselsuheld når selskabet frem til Bremen, hvor de overnatter).

Næste morgen var vi friske og fortsatte vor hurtigkørsel. Gennem Holland nåede vi Antwerpen i Belgien. I den tid, vi skulle opholde os i Belgien, skulle vi bo privat i Fleurus hos forældrene til den gårdmandskone og margarinefabrikant, som Jessens datter var i huset hos. Manden i huset var alene hjemme, fruen var på forretningsrejse i Frankrig. Den lille ældre mand bød os hjertelig velkommen og serverede selv middagen, og den var god. Da vi var færdige med kaffen, ville vi gå en tur i byen. ”Vil du ikke vise os byen”? spurgte Jessen på fynsk, og vores vært gik med. Mens vi promenerede ad den lille bys hovedgade, tog Jessen sig en forsvarlig skrå. Den lille mand var straks interesseret. Hvad er det? Det er skrå, og vil du ha’ en bid med, kan du få det, sagde Jessen, og skar en ordentlig længde af med sin store foldekniv, værsgo’. Vi kunne se belgieren arbejde energisk med skråen, til han pludselig udbryder: Den var hård at få ned, men den var go’ -En til? -Nej Tak! Så gik vi hjem til champagnen.

Jes Jessen

Formålet med rejsen var, som det er sagt i indledningen, hesteskuet i Liège, ca. 100 km fra vor by. Gårdmandsfamilien, som Jessens datter var hos, var stor hesteopdrætter og havde en meget flot rød hingst, Ecu d’Or de Martinroux, der skulle til dyrskue.
De håbede, den kunne tage championat. Det fik den ikke, men 1. pr. Og dagen efter var der på alle gadehjørner i Fleurus og på margarinevognene opslået store trykte plakater, hvorpå stod: Ecu d’Or de Martinroux har fået 1.pr.
På dyrskuet opholdt fruen sig hele tiden inde i boksen hos hingsten og pomadiserede og friserede den, og både min kone og Jessens datter var ulykkelige over at skulle sidde hos denne hingst næsten hele dagen.

Om søndagen var der fremstilling af samlinger om formiddagen, og om eftermiddagen præsentation af alle præmierede dyr og uddeling af præmier af Kong Albert.

Vi startede søndag morgen i Jessens Buick, og vejret var strålende. Jessen havde stor forstand på heste, men mekanik havde han ikke forstand på. Hvad der rørte sig i sådan en lille gearkasse, tror jeg ikke, Jessen havde meget indblik i. Han tog i hvert fald altid hårdt og beslutsomt fat om gearstangen. Det gjorde han også denne morgen.
Men op ad en bakke i nærheden af Namur gearede Jessen mere og mere vildt, mens vognen kørte langsommere og langsommere. Allerede dengang var det svært at finde vågne mennesker en søndag morgen. Langt om længe lykkedes det os at finde en ”garage”, som belgierne siger, men bilen kunne ikke repareres om søndagen. Vi måtte med tog til Liége. Men formiddagstoget var allerede kørt.

Klokken 4 eftermiddag nåede vi hesteskuet i Liége og så alle hestene forlade skuet. Det var alletiders hundredårs jubilæumsskue, der var slut.